Mig og mit tørklæde

Nedenfor gengives en artikel bragt i Information (17.01.2010), og handler om de tanker pigen Sara gør sig om at bære tørklæde. Artiklen er skrevet af Sara El-Adawi.

Mig og mit tørklæde

15 år, ja, det er lige, hvad jeg er. Danmark er mit fødested, men jeg kalder mig selv for palæstinenser fra Libanon. Dansk statsborgerskab, det har jeg, så teknisk set er jeg dansker. Men hvorfor føler jeg mig så ikke som en dansker?

Grunden er ikke mit tørklæde, for jeg kan føle mig dansk med eller uden tørklædet det tørklæde jeg har båret helt frivilligt siden 10-års alderen. Nej, grunden er folks reaktioner. Når jeg går på gaden, kigger folk på mig, og man kan se de tænker: Hun er ikke herfra. Sender du et smil, får du enten et tvunget smil tilbage eller en ignorance. Sjældent et normalt smil.

Ja, Sara er navnet. Navnet er der intet galt med. Men hvad siger medierne? Bærer man tørklæde, er man ikke dansk, det er kvindeundertrykkelse, det hører ikke til her!

Når jeg kigger mig omkring i f.eks toget, tænker jeg: er han/hun mon enig? Har de noget imod mig? Skal jeg gå hen og snakke med folk, der ser dømmende ud, så de kender min personlighed og ved, jeg er god nok? Men jeg giver op, hvad kan en 15-årig gøre?

Det ser ikke ud til, at jeg kan redde verden fra racismen.

Tørklædet, burkaen, niqaben, hvis der kommer et forbud mod det, hvordan skal man kunne være sig selv? Skal der også til at være forbud mod hængerøvsbukser?

Hele mit danske liv er der blevet sagt: »Vær dig selv«. Det har jeg lært af danske lærere og pædagoger. Hvordan kunne de gøre det? Man skal være sig selv, men stadig er der så meget imod muslimsk påklædning i Danmark?!

Min dansklærer gav mig mod til mit tørklæde; hvordan kunne Danmark forråde mig!

Jeg kom op i 9.klasse, hvor jeg er nu. Jeg lærte endnu mere, diskuterede med alle, der var villige. Men det var ikke nok, at et par personer ændrede synspunkt. Jeg ville høres, men ikke på den forkerte baggrund, ikke ved oprør. Men hvordan ellers?

Sådan her; ved at skrive dette brev. Det er en lille ting, men et stort skridt for mig.

En gammel dame gik forbi mig en dag, hvor jeg stod og snakkede i telefon. Hun stod og mumlede en masse. Pludselig havde hun revet tørklædet af mig. Jeg var i chok, kiggede på hende med et skuffet blik, tog hurtigt tørklædet på igen og skyndte mig hjem. Der opdagede jeg, at jeg havde et bevis: Jeg har altid vidst, at tørklæde ikke er kvindeundertrykkelse, men dér kunne jeg virkelig føle det, jeg kunne mærke det i kroppen! Jeg følte mig trådt på, som hvis hun havde revet bukserne af mig foran hele skolen!

Jeg har følt mig undertrykt, hver gang jeg ikke kunne få et job pga. mit tørklæde, men hver gang har det gjort mig mere stolt af mit tørklæde. Jeg føler mig ikke dansk, men jeg føler mig heller ikke arabisk, jeg føler mig som Sara! Jeg vil have, at alle forstår, at tørklæde ikke er undertrykkende at tage på, tværtimod, det er undertrykkende at tvinge en kvinde til at tage det af, som hun bærer, om det er tørklæde, burka eller bare bukser!

Sara El-Adawi er 15 år og fra Allerød

I klassen:

  • Hvordan føler Sara, at danskerne forstår hendes tørklæde?
  • Diskuter i klassen om Sara har ret i, at folk hun ikke kender dømmer hende på grund af hendes tørklæde.
  • Diskuter hvordan brugen af tørklæde kan hænge sammen med identitet.

Tilbage