Integration eller assimilation

De fleste steder i Verden oplever man kulturelle og/eller etniske forskelle i befolkningen, og det er derfor relevant at diskutere, hvordan man skal indrette samfundet. I Danmark har vi også haft denne debat løbende. Debatten om hvordan man skal indrette samfundet, giver som regel to svar: integration eller assimilation.

Integration. Når man taler om integration af indvandrere, betyder det, at modtagerlandet tilpasser sig indvandrerne, men også at indvandrerne tilpasser sig modtagerlandet. Her er altså tale om en gensidig handling, hvor begge parter skal ændre attitude overfor hinanden.

Assimilation betyder en fuldstændig tilpasning. Det vil sige, at indvandrerne fuldstændigt tilpasser sig modtagerlandets kultur, traditioner, adfærd og sprog. Her er tale om en ensidig handling, hvor indvandrerne skal ændre sig. Eksempler på assimilation kunne eksempelvis være, at man som indvandrer ændrer tøjstil eller at man skifter navn for at undgå det kulturelle særpræg, der var forbundet med ens oprindelige navn.

Forhenværende Integrationsminister fra Venstre, Søren Pind, blev blandt andet kendt for at være fortaler for assimilation. Blandt andet udtalte han umiddelbart efter sin tiltræden til posten som minister til TV-avisen: ”Når folk kommer til Danmark for at blive danske statsborgere, så kommer de selvfølgelig for at blive danske – ikke for at lave Danmark om”.

Fra flere forskellige storbyer i Verden, som fx New York og Miami, kender vi eksempler på, hvordan indvandrere har bosat sig i grupper. De har bevaret deres eget kulturelle særkende og deres egne traditioner. I New York finder man både Chinatown og Little Italy, hvor henholdsvis indvandrere fra Asien og Italien har bosat sig og givet deres eget særpræg til et område i byen. I Little Italy hører man derfor mange tale italiensk med hinanden, man finder varer fra Italien i bydelens butikker, og hvert år fejres der San Gennaro, der er en gammel italiensk tradition, som er blevet viderebragt af italienske immigranter i 1920’erne. Amerikanere og italienere har fundet en måde at leve sammen på uden at opgive eller afgive deres egne kulturelle særpræg, hvorfor der her er tale om et eksempel på integration. De italienske indvandrere og efterkommere er trygge i deres egen kultur samtidig med at de er stolte af at være amerikanere.

Også i Danmark ser vi masser af eksempler på, at man bosætter sig i grupper med andre, som ligner én selv. Fx har vi mange mennesker med høje indtægter boende nord for København, og vi har rundt om i landet økosamfund beboet af mennesker, der går op i selvforsyning og bæredygtighed. Vi har også områder kendetegnet ved bestemte indvandrergrupper– fx Nørrebro i København eller Gellerup i Århus.

Politisk har der gennem årene i Danmark været løbende debat om det hensigtsmæssige i, at befolkningsgrupper med anden etnisk baggrund bosætter sig i bestemte områder. Man frygter især, at sådanne områder ville udvikle sig til ’parallelle samfund’, hvor andre værdier og normer, end dem der regnes for danske, gør sig gældende. Den forhenværende regering under Lars Løkke Rasmussen udarbejdede derfor en ’ghettostrategi’, hvori der blandt andet står:

”Vi skal ikke acceptere parallelsamfund i Danmark. Vi skal forandre de områder, hvor danske værdier ikke har fuldt grundfæste. Vi skal sætte ind overfor de områder, som lukker af over for det omkringliggende samfund. Og hvor en høj koncentration af indvandrere betyder, at mange vedbliver at være tættere knyttet til det land og den kultur de eller deres forældre kommer fra, end til det danske samfund, de lever og bor i. Vi skal omdanne disse områder, så de bliver en integreret del af det danske samfund” (Regeringen, Ghettoen tilbage til samfundet, 2010).

Når man i Danmark taler om integration, menes der som regel, at personer med anden etnisk baggrund end dansk skal gøre sig til en aktiv del af det danske samfund ved at tilegne sig det danske sprog, tage sig en uddannelse samt forsøge at finde sig et arbejde. Derimod rummer tanken om integration ingen forestillinger om, at man skal opgive sit kulturelle særkende for, at dette kan opnås. I definitionen på integration ligger det imidlertid, at integration er en gensidig proces, som placerer ansvaret for den succesfulde integration både hos majoritet og minoritet. Så værtssamfundet og borgerne, der bor her, har også et ansvar for at bidrage til at integrere de nye borgere, fx ved at tilbyde arbejdspladser eller ved at åbne op for de fællesskaber, der allerede eksisterer.

I klassen:

  • Definer begreberne assimilation og integration med egne ord.
  • Snak om fordele og ulemper ved henholdsvis at ligne hinanden eller at være forskellige.
  • Diskuter i klassen om I mener, at det er nemt eller svært at blive integreret i Danmark, og argumenter for jeres synspunkter.
  • Diskuter i klassen, om I mener, at folks livsstil og kultur kommer til at ligne hinanden mere i takt med den øgede globalisering.

Tilbage