I Danmark er jeg født


Isam B er forsanger i det multietniske band Outlandish og har marokkansk baggrund. Han er født og opvokset i Danmark, hvor han bor med sin familie. I videoen fortolker Isam B fædrelandssangen ’I Danmark er jeg født’, og i interviewet nedenfor, fortæller han om, hvordan han oplever at være født i Danmark og have en anden etnisk baggrund end dansk. Interviewet er foretaget af Marie Ejlersen og er gengivet fra Psykiatri-Information nr. 4, 2009. Interviewet er oprindelig udgivet her.

Interview med Isam B – I Danmark er jeg født

Forsanger Isam B fra hiphopgruppen Outlandish er blevet kaldt præmieperker og eksemplet på vellykket integration. Selv vil han gerne fortolkes som menneske og kunstner og ikke kun som repræsentant for en etnisk gruppe. Velvidende, at han står med en fod i to kulturelle lejre.

Som barn tænkte Isam B ikke specielt over sin marokkanske baggrund. Og dog. “I øjeblikke var jeg bevidst om, at jeg var anderledes,” fortæller forsangeren fra bandet Outlandish, der i 2007 som et intermezzo gik solo med det meget roste album Institution. “F.eks. når jeg hver sommer tog en hel måned til Marokko, mens de andre i klassen var i kolonihavehus eller en uge på Mallorca,” smiler han.

“Jeg kan huske, hvordan en af mine lærere altid sagde: ‘Nej, hvor er du heldig! Skal du være der en hel måned? I Afrika!’ Stemmen antager kortvarigt form som velmenende, nysgerrig voksen. “Hallo, det gør vi jo hver sommer, kan jeg huske, at jeg tænkte. Det var jo mit andet hjem. Mine forældres hjem. Først som voksen gjorde jeg mig tanker om identitet og om, hvor jeg hører til,” fortæller sangeren.

Med sine personlige fortolkninger af H.C. Ander­sens I Danmark er jeg født og C.V. Jørgensens Entertaineren har han markeret, at den danske sangskat også er hans. Også selvom netop hans baggrund giver fortolkningerne en anden betydning, end når andre sangere synger dem.

Dansker eller marokkaner?

Isam B’s onkler i Marokko spurgte for sjov den lille nevø, hvad han var: dansker eller marokkaner? “De synes, det var sjovt at se os rollinger sidde der og tænke, så det knagede. Det var et meget svært spørgsmål, som vi tænkte over i flere dage. For hvad søren er man egentlig? Men samtidig fandt jeg jo netop ud af det, når vi var i Marokko. Efter tre uger ville jeg gerne hjem. Så var jeg træt af at være ude at rejse. Så ville jeg gerne tilbage til det, man kalder hjem, der, hvor man trives, det sted, man kender ud og ind,” forklarer han. Man kan godt føle stor kærlighed til flere lande eller byer, men han tror ikke på, at man kan have hjemme to steder i verden.

Det afgørende er ifølge Isam B ikke rutinerne derhjemme, men følelsen af at høre til. “Selvom jeg går rundt i Marokko og ligner dem alle sammen, så føler jeg ikke, at jeg hører til. Jeg føler, at jeg hører til i Skandinavien, hvor jeg ikke ligner alle. Det er ikke ligheden med andre, der gælder, men stedet, hvor du er født eller vokset op, hvor du kender nabolaget eller har dine venner. Stedet, du har under huden. Psykologien i at være født og opvokset et sted tager vi nok lidt for givet. Vi ser først rigtig, hvor meget det egentlig betyder for os, når vi er ude i den store verden. Og det har ikke noget at gøre med, at vi er rige og privilegerede i Norden. Mine forældre bliver f.eks. som små børn igen, når de tager til Marokko. De elsker det. Og min far kommer fra landet, hvor de stadig henter vand ved brønden og først fik elektricitet i 2000,” fortæller han.

Hvad savner du ved Danmark, når du er ude?

“Danmark er jo et lille land. Det hele kører stille og roligt. Selv trafikken,” smiler han. “Der er ordnede og mere kontrollerede forhold end de fleste andre steder. I de muslimske lande værner man typisk om hjemmet, privaten, men er til gengæld ligeglad med opgangen.” Hjemmet versus trappeopgangen er et godt billede på kulturforskellene, mener Isam B: “I den marokkanske kultur tager vi skoene af og lader dem stå i opgangen, fordi de er beskidte. Det har altid chokeret mig, når mine danske venner eller kolleger har sko på inde i stuen eller i sengen. Til gengæld har danskerne et disciplineret forhold til skraldespanden,” griner han. “Fælles­nævneren for de arabiske lande er skrald i gaderne.”

At give tanker et musikalsk udtryk

Isam B er kendt og rost for sin personlige fortolkning af H.C Andersens I Danmark er jeg født. Også da han sammen med Outlandish gav PH-klassikeren Man binder os på mund og hånd nyt liv, vakte det opsigt. Han beundrer netop kulturpersoner som Poul Henningsen for at turde skrive og tale om tingene. Men hvilke emner tør vi danskere ikke berøre i dag?

“Måske er der ikke noget, vi ikke decideret tør tale om – måske taler vi i virkeligheden for meget. På en måde taler vi tingene ihjel. Hvis der mangler noget, er det indhold. Det er svært at følge med i, hvad der er vigtigt. Det skyldes blandt andet den måde, vi bruger medierne på i dag, mediernes rolle. Den ene dag ytrer politikeren sig fra talerstolen i Folketinget, den næste dag er han med i Vild med dans. Billedet er mudret, hvilket gør det svært at skelne mellem saglighed og underholdning,” siger Isam B.

Men det er klart, at der er personlige ting, som Isam B som kunstner både kan og vil tale om. “Det smukke ved kunsten er at turde dele sine tanker med verden og give dem et musikalsk udtryk, at inspirere andre og én selv. Det er guld at kunne observere sig selv og finde de her små ting, som har noget at gøre med ens identitet,” fortæller Isam B, hvis sange er fyldt med dagligdagen og de ting, man tit tager for givet. “Og mine sange har ikke nødvendigvis noget med etnicitet at gøre, men bare det at være menneske og reflektere over den situation, man befinder sig i.”

Bliver du for ofte fortolket ud fra etniciteten?

“Helt sikkert. Hvordan folk vender og drejer og fortolker mine ting, er op til dem, men mit hovedformål har aldrig været, at mine rødder skal skinne igennem. Det er heller ikke et formål i sig selv at repræsentere en bestemt gruppe. Jeg – eller rettere mine sange – repræsenterer sig selv på godt og ondt. Men selvfølgelig vil det etniske, det andet hjem, være blandt de emner, jeg beskæftiger mig med, for det fylder jo meget i mig, og der vil være emner, som kun mennesker med min baggrund kender til,” siger Isam B.

“Musik er som en dagbog, og pointen er for mig at kunne beskrive de mindste ting og gøre dem til store emner i sangene. Det er kunsten. F.eks. siger linjerne ‘I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme’ det hele for mig. Det er ord, der går lige i hjertet.” Isam B hørte sangen for første gang som voksen, og det skyldtes ikke kun opvæksten i det marokkanske barndomshjem. “Jeg gik i den danske folkeskole i 80’erne, og vores hippielærere gik ikke op i det med morgensang,” siger han tørt.

Isak

Isam B blev far for et års tid siden. Sønnen Isak er lige startet i vuggestue. “Kan du høre, hvordan min stemme bliver mørkere, når jeg omtaler ham,” spørger han blødt. “En af pædagogerne har sagt til min kone og mig, at det er, som om Isak ikke forstår, hvad de siger til ham. Vi har grinet lidt af, at det nok er, fordi han kun er et år,” forklarer Isam B. “Nej,” fortsætter han alvorligt. “Det skyldes også, at vi er enige om at give ham det marokkanske hjemmefra. Vi er begge født i Danmark, og ingen af os har et problem med dansk, tværtimod er det vores modersmål, der er gået i glemmebogen. Jeg kan godt se, at pædagogen er vant til, at der tales dansk hjemme hos børnene, og måske er bekymret over Isaks manglende dansk, måske understøttet af historierne i medierne. Det er sjovt at opleve, hvordan vi her kommer med hver vores kulturelle bagage,” siger Isam B.

Føler du, at du skal forklare dig i sådan en situation?

“Ja, det gør jeg faktisk.” Isam B ser lidt overrasket ud. “Men,” skynder han sig at sige, “jeg synes også, det er vigtigt at blive forstået. Eftersom pædagogerne har med min lille søn at gøre, vil jeg gerne forklare, hvorfor vi fokuserer på modersmålet. Alle de udenlandsdanskere, jeg kender, f.eks. i Frankrig, siger, at de punker deres børn for at lære dansk. Det er jo nøjagtig samme situation. De tager også deres børn hjem til Danmark om sommeren, så de kan lære eller vedligeholde det danske. Så børnene kan tale med deres bedsteforældre.”

Hvilken rolle får ens baggrund, når man selv får børn?

“Den fylder mere. Jeg er mere vaks på min egen historie, og hvad jeg skal give videre. Man får jo en ny placering i familien, når man bliver forælder. Der er selvfølgelig stor kærlighed til rødderne. Det er jo ens historie. Men det er en kamp, at få plads til både det danske og det marokkanske. Det er en kamp, som jeg tror, alle mennesker, der har været igennem en form for flytning, har med i bagagen. Jeg tror ikke, den såkaldte første gene­ration af indvandrere tilbage i 60’erne og 70’erne tænkte så meget over det. De var jo de aktive. Dem, der flyttede. For det meste af økonomiske årsager, enkelte af politiske grunde. Mange, der forlod deres land for at arbejde i Danmark, havde nok ikke planlagt at blive og stifte familie. Og at der på den måde skulle komme en helt ny generation, som skulle håndtere to kulturer,” siger han.

Universelle værdier

“Da min søn blev født, tænkte jeg, at jeg ville give ham det bedste fra begge verdener,” forklarer Isam B. “Men det bedste fra begge verdener er en utopi,” retter han sig selv. “Hvis man blot giver sit barn en god opdragelse og så meget opmærksomhed som muligt, hvad mere kan man så gøre?” spørger han.

“Jeg tror, det handler om universelle værdier. Men selvfølgelig vil jeg også lære ham om islam og om hans rødder. Det er også vigtigt, og det er især vigtigt, at det kommer fra os, hans forældre, fordi religion er en personlig ting. Det er også et bånd, som jeg synes, alt for mange forældre forsømmer i dag. Religion er ikke bare at bede. Religion er også kultur. Og det er et venskab mellem forældrene og barnet. Det venskab opstår ikke bare ved, at man siger: ‘Nu er du blevet teenager, så nu tager du tørklæde på’. Så bliver det et påbud, og tørklædet er ikke noget, man sådan bare tager på,” fortsætter Isam B.

“Jeg kan godt blive overvældet over, hvor stort det er at blive far,” fortsætter han. “Succeskriteriet må være, at man yder sit bedste. Der er jo ingen garantier. Mange arbejder meget i de år, hvor de får børn. Men det har sin pris, hvis du som far ikke har været der for dine børn … og det er børnene, der betaler prisen. Det er det ansvar jeg bliver mig bevidst, når jeg står med min lille søn. Det er en investering, og det gælder inden for alle kulturer,” siger han.

“Jeg kørte på et tidspunkt med en ca. 60-årig algerisk taxichauffør. Han fortalte mig, at det bedste, han kunne gøre for sine børn, var at tage dem tilbage til moderlandet for opdragelse, lige før de kom i puberteten, og så tilbage til Danmark igen, lige inden de fyldte 18. Han fortalte, at hans tre børn, der havde gået på fri­skole, nu var kommet i dansk gymnasium. De var efter hans mening flippet ud, og han havde mistet kontrollen. Jeg tænkte: ‘Hør her, gamle mand, du arbejder jo for meget, penge er ikke alt’. Det er jo ikke nok at smide dem ind i en muslimsk skole og så tro, at de kommer ud som gode muslimer, der beder og faster – underforstået gør, som forældrene siger. Uanset om de går i muslimsk friskole eller dansk folkeskole, skal de selvfølgelig lære nogle værdier, men opdragelse er jo ikke skolens job.”

Vi taler i Danmark om danskere med anden etnisk baggrund og 2.- og 3.-generations-danskere. Hvornår er man bare dansk?

“Ja, det er spørgsmålet. Problemet herhjemme er, at vi ikke er multietniske, når det kommer til stykket. Vi har egentlig mange forskellige baggrunde, og det kunne godt se ud, som om Danmark er et multietnisk land. Men når danskere i udlandet hører mig tale dansk, siger de: ‘Gud, er du dansker’. Det viser, at vi ikke er nået længere, end at en gul er en kineser, en brun er en afrikaner og en lyserød er en dansker. Vi har endnu ikke helt vænnet os til, at danskere også kan være gule og brune. Udse­en­det er fortsat afgørende for folks opfattelse af danskhed.”

Nydanskere og gammeldanskere

Det skyldes, at minoriteterne i Danmark kun udgør få procent af befolkningen, mener Isam B. “I Malaysia er de hinduer, buddhister, kristne og muslimer. Her kørte jeg engang med en buddhistisk rickshawcyklist, som kunne fortælle mig en masse om min egen religion. Respekt for det. Han vidste lige så meget om sin muslimske nabo, som hans muslimske nabo vidste om ham. De så ikke hinanden som muslimer eller buddhister, men som malaysiere. Og der er vi danskere ikke – endnu,” siger han.

“Det er ikke, fordi vi er racister eller ikke vil andre mennesker. Vi er bare et lille land, hvor en minoritet ikke fylder så meget. Og et godt forhold kræver, at begge parter åbner sig, og det har nydanskere lige så svært ved som gammeldanskere. Begge grupper har meget at lære om og af hinanden. Men det kræver et fællesskab, der er større, end hvilken baggrund man har. Mødet skal ikke handle om kultur, men have rod i en ærlig interesse for det menneske, man møder. Mange danskere er stadig på museum hos deres landsmænd fra andre kulturer. Man kommer for at se, hvad der hænger på væggene, hvilke bøger de læser. Om der mon lugter meget af koriander? Det håber jeg, ændrer sig med tiden,” slutter Isam B.

I klassen:

  • Hvordan har Isam B det med, at være vokset op i Danmark med en anden kultur og etnicitet end den danske?
  • Hvornår er man dansk, og hvad det vil sige at ’høre til’? Kan man fx godt føle, at man hører til et sted, hvor man ikke er født? Hvad hvis man fx er adopteret?
  • Hvad mener Isam B mon med ’at tale tingene ihjel’?

Tilbage